Vedtægter, sidst vedtaget 22. juni 2022
- 1. Navn og hjemsted
Stk. 1. Foreningens navn er ”Verdens Sirener”
Stk. 2. ”Verdens Sirener” eksisterede fra 2009-2011 som et tidsbegrænset projekt i VerdensKulturCentret. Efterfølgende blev foreningen etableret og vedtaget på generalforsamlingen den 9. juni 2011. Foreningens hjemsted er Københavns Kommune.
- 2. Formål
Stk. 1. Foreningens formål er at skabe et kor, hvor kvinder fra hele verden kan mødes til socialt samvær omkring sang. Foreningen er et folkeoplysende initiativ baseret på frivillighed og er uafhængig af både politik og religion.
Stk. 2. Formålet med foreningen Verdens Sirener er:
- at bidrage til og videreformidle kulturudveksling via sang på kormedlemmernes modersmål. Dette inkluderer også den danske sangskat. Vi prøver at udtrykke den mangfoldighed, som er til stede i koret
- at koret kan optræde i kulturelle/folkelige sammenhænge
- at skabe et mødested for kvinder på tværs af nationalitet og baggrund
- at medvirke til, at kvinderne kan skabe et netværk.
- 3. Medlemskab
Stk. 1. Foreningen optager enhver, som har lyst og vilje til at arbejde for foreningens formål, og betaler kontingent, og som:
- synger i koret (aktive medlemmer)
- er aktive med og omkring korets løbende aktiviteter, uden at deltage i selve korsangen (aktive medlemmer)
- ønsker at være passive medlemmer enten som enkeltpersoner, virksomheder eller organisationer (passive medlemmer).
Stk. 2. Foreningens kordirigent kan ikke være medlem.
Stk. 3. Medlemskabet er først gyldigt, når medlemmet har betalt kontingent.
Stk. 4. Medlemmerne betaler et af generalforsamling fastsat kontingent. Kontingentet opkræves for hvert kalenderår.
Stk. 5. Udmeldelse kan ske ved skriftlig henvendelse til bestyrelsen. Medlemskab ophører, når et medlems kontingentrestance har overskredet 2 måneder.
Stk. 6. Hvis et medlem modarbejder foreningens vedtægter, kan bestyrelsen træffe beslutning om at ekskludere et medlem. Beslutningen skal efterfølgende bekræftes på førstkommende generalforsamling ved simpelt relativt flertal.
- 4. Digital kommunikation
Stk. 1. Bestyrelsen kan fremsende alle dokumenter, meddelelser, indkaldelser, forslag, opkrævninger (bortset fra påkrav) mv. digitalt.
Stk. 2. Medlemmer skal oplyse e-mailadresse til bestyrelsen. Et medlem har selv ansvaret for at underrette om ændringer i oplysningerne.
Stk. 3. Meddelelser og dokumenter, som er sendt til den oplyste e-mailadresse, anses som fremkommet til medlemmet.
Stk. 4. Medlemmer, der ikke har en e-mailadresse eller som af andre væsentlige årsager ikke ønsker at modtage de i stk. 1 omtalte dokumenter elektronisk, kan efter aftale med bestyrelsen modtage disse mod betaling pr. post eller ved omdeling.
Stk. 5. Bestyrelsen kan fortsat give meddelelser mv. med almindelig post.
- 5. Generalforsamling
Stk. 1. Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.
Stk. 2. Bestyrelsen indkalder generalforsamlingen med mindst tre ugers varsel. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af november måned.
Stk. 3. Møde- og stemmeberettigede på generalforsamlingen er alle fremmødte aktive medlemmer, der senest 14 dage forinden har betalt forfaldent kontingent. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt. Aktive medlemmer skal her forstås på samme måde som der i øvrigt skelnes mellem aktive og passive medlemmer i foreningen.
Stk. 4. Dagsorden for en ordinær generalforsamling skal som minimum indeholde:
- Valg af dirigent og referent
- Valg af stemmetællere
- Kort skriftlig årsberetning og godkendelse heraf
- Fremlæggelse af regnskab og godkendelse heraf
- Forslag til budget og godkendelse heraf
- Behandling af indkomne forslag.
- Fastsættelse af kontingent
- Valg af min. 5 og max 9 bestyrelsesmedlemmer, dog ulige antal.
- Valg af 1-2 suppleanter
- Valg af (intern) revisor
- Valg af (intern) revisorsuppleant
Stk. 5. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen. Forslag skal videreformidles til medlemmerne inden 8 dage før generalforsamlingen.
Stk. 6. Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen.
Stk. 7. Alle beslutninger på en generalforsamling træffes ved simpelt relativt flertal blandt de fremmødte aktive medlemmer (en over halvdelen af de gyldigt afgivne stemmer) og ved håndsoprækning. Skriftlig afstemning anvendes dog, når det begæres af blot én mødedeltager.
Ved personvalg, hvor der er foreslået flere end det antal, der skal vælges, foretages altid skriftlig afstemning. Ved sådanne personvalg anvendes reglen om simpelt relativt flertal.
Stk. 8. Ændringer i forretningsordenen skal godkendes af førstkommende ordinære eller ekstraordinære generalforsamling.
- 6. Ekstraordinær generalforsamling
Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt eller skal afholdes, når mindst 1/3 af aktive medlemmerne fremsætter skriftlig begrundet anmodning om det over for bestyrelsen. I sådanne tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest fire uger efter, at anmodningen er kommet til bestyrelsens kendskab.
Stk. 2. Indkaldelsesfristen for en ekstraordinær generalforsamling er 14 dage.
- 7. Foreningens daglige ledelse
Stk. 1. Foreningens daglige ledelse udgøres af bestyrelsen, der foruden formanden og næstformanden består af kassereren og 2-6 medlemmer. Bestyrelsen er på valg hvert år ved generalforsamlingen.
Stk. 2. Suppleanterne kan deltage i det løbende bestyrelsesarbejde uden stemmeret, men træder til med stemmeret, når et bestyrelsesmedlem træder ud af bestyrelsen eller har længerevarende fravær.
Stk. 3. Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med nærværende vedtægter og generalforsamlingens beslutninger.
stk. 4 Bestyrelsen konstituerer sig snarest dog inden for 14 dage efter generalforsamlingen med formand, næstformand, kassere og en person der skal føre foreningens medlemsregister. Alle tillidsposter gælder frem til næste generalforsamling.
Stk. 5. Bestyrelsen kan nedsætte konsulent-, interesse- og arbejdsgrupper blandt medlemmerne til varetagelse af afgrænsede opgaver, og inddrage medlemmer i bestyrelsens øvrige aktiviteter. Bestyrelsen skal i øvrigt være åben for medlemmernes ideer og forslag.
Stk. 6. Enhver i bestyrelsen kan med 7 dages varsel indkalde og lede bestyrelsens møder. Indkaldelse sker skriftligt med angivelse af dagsorden.
Stk. 7. Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst 3 medlemmer er til stede. Bestyrelsens afgørelser træffes ved almindeligt flertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens – i dennes fravær næstformandens afgørelse.
Stk. 8. Bestyrelsen udarbejder beslutningsreferat og formidler løbende sine beslutninger til medlemmerne.
- 8. Foreningens medlemmer
Stk. 1. Foreningens medlemmer – Verdens Sirener – er foreningens hjerne og hjerte. Medlemmerne kan derfor selv tage initiativer eller nedsætte tema-, konsulent- og arbejdsgrupper med henblik på at understøtte foreningens formål. Det kan f.eks. være initiativer til:
- at forhandle koncertoptræden – og heri økonomi – med diverse arrangører
- at søge fonde om økonomisk støtte – bestyrelsen skal orienteres inden en ansøgning sendes og have kopi af den sendte ansøgning
- at tage initiativer til PR for Verdens Sirener – bestyrelsen skal informeres
- at tage initiativer til at samarbejde om en konkret begivenhed eller sag med andre enkeltpersoner eller foreninger, som kan støtte foreningens formål
- tematisk inspirerede koncerter, workshops med videre, som kan understøtte foreningens formål.
- andet,som kan understøtte foreningens formål.
Stk. 2. For at bestyrelsen kan arbejde, er det nødvendigt, at dens medlemmer holdes orienteret om hvilke initiativer, der er i gang. Hverken bestyrelsen eller foreningen er ansvarlige for eller hæfter for konkrete initiativer, hvis disse ikke godkendes af bestyrelsen. Det pointeres i denne sammenhæng, at medlemmernes selvstændige ideer og initiativer er vigtige for foreningens liv og virke. Det er foreningens medlemmer, der får foreningen til at blomstre og udvikle sig.
- 9. Regnskab og økonomi
Stk. 1. Regnskabsåret følger perioden 1. juli til 30. juni efterfølgende år.
Stk. 2. Bestyrelsen er ansvarlig over for generalforsamling for budget samt regnskab. Det reviderede regnskab med kommende budget skal være udsendt til medlemmerne senest 3 uger før den ordinære generalforsamling.
Stk. 3. Foreningens regnskab føres af kassereren. Revisionen finder sted én gang årligt efter regnskabsårets afslutning. Uanmeldt kasseeftersyn kan finde sted, når revisoren ønsker det.
Stk. 4 Foreningen må ikke stifte gæld. Der skal findes en løsning på økonomiske problemer, inden behovet for at lån/kassekredit opstår.
- 10. Tegningsregler og hæftelse
Stk. 1. Verdens Sirener tegnes af bestyrelsesformanden eller næstformand og mindst et bestyrelsesmedlem. Når det gælder økonomi kan formanden og kassereren tegne foreningen alene. Ved formandens forfald af kassereren og 1 bestyrelsesmedlem.
Stk. 2. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen.
- 11. Vedtægtsændringer
Stk. 1. Forslag til vedtægtsændringer, der ønskes behandlet, skal være bestyrelsen i hænde senest 2 måneder forud for udgangen af den måned, hvor den ordinære generalforsamling skal afholdes.
Stk. 2. Til vedtægtsændringer kræves 2/3 flertal af de afgivne stemmer. Blanke stemmer medregnes ikke.
- 12. Opløsning
Stk. 1. Beslutning om opløsning af foreningen kan tages på en til dette formål indkaldt ekstraordinær generalforsamling, hvor mindst 2/3 af de fremmødte aktive medlemmer stemmer derfor og denne vedtagelse gentages med mindst 2/3 flertal på en efterfølgende ekstraordinær generalforsamling, som skal være afholdt senest 6 uger efter den først afholdte generalforsamling.
Stk. 2. Med fremlæggelse af forslag til opløsning af foreningen, skal være et forslag til fordeling af foreningens endeligt opgjorte formue, og denne kan kun tilfalde andre foreninger i kommunen med så vidt muligt lignende formål.
- 13. Ikrafttræden
Ændringerne træder i kraft umiddelbart efter vedtagelsen på generalforsamlingen.
- 14. Datering
Stk. 1. Således vedtaget på foreningens stiftende generalforsamling den 9. juni 2011 og ændret 29. november 2011, 30. april 2019 og 20. august 2019 og ændret 15. september 2020 og ændret d. 22. juni 2022
Forretningsorden for Verdens Sirener
- september 2020
I henhold til § 5, stk. 8, i vedtægter af 15. september 2020 for Verdens Sirener er fastsat følgende forretningsorden
- Ændringer i forretningsorden skal godkendes af førstkommende ordinære eller ekstraordinære generalforsamling.
- Foreningen må ikke stifte gæld, men skal finde en løsning på økonomiske problemer, inden behovet for at lån opstår. Jf. vedtægterne § 9, stk. 4. Større økonomiske dispositioner, hvor en enkelt udgift overstiger 10.000 kr. kan kun gennemføres med 2/3 aktivt positivt flertal i den siddende bestyrelse.
- For at fremme den tværkulturelle mangfoldighed i Verdens Sirener og sørge for, at alle modersmål er repræsenteret i foreningen på lige fod, bør der ikke være mere end 25 % af aktive medlemmer med samme modersmål/herkomst.
- For at foreningen kan blomstre og udvikle sig er det vigtigt, at medlemmerne er aktivt med til at hjælpe foreningen i arbejdet omkring korets økonomi, løbende arrangementer, PR samt andre tiltag, der kan understøtte foreningens formål.
- Øve-aftener:
- Alle medlemmerne er med til at bidrage ved at synge.
- Alle kommer til tiden, gerne 5 min før, så småsnakken er færdig, når dirigenten kommer, og vi kan starte præcist.
- Alle er med til at stille stole og klaveret frem samt rydde op, når øve-aftenen er færdig.
- Når Verdens Sirener skal give koncert, skal der tages hensyn til følgende:
- Der skal altid være en koncertansvarlig samt en anden pilot fra bestyrelsen tilknyttet en koncert. Anden pilot udpeges af bestyrelsen og hjælper med de nødvendige ting, hvis der er behov for det.
- Når man vil deltage i koncerter, skal man huske at komme til mindst en prøve og generalprøve før. Det forventes at alle er opdateret med de sidste informationer om sangenes melodier, tekster, dynamik og koreografi.
- Ændringer i denne forretningsorden kan foretages af bestyrelsen med de vedtægtens § 7, stk. 7, angivne stemmeflerhed.
- Ikrafttræden
- Denne forretningsorden træder i kraft dagen efter bestyrelsens vedtagelse.
Denne forretningsorden er vedtaget på generalforsamlingen 15. september 2020